I 2006 blev de første amerikanske ribbegopler fundet i Storebælt og Lillebælt. Sidenhen har de lumske gopler bredt sig til flere af de danske fjorde til skræk og rædsel for mennesker og dyreliv. Dræbergoplerne er nemlig invasive, bragt hertil med ballastvandet fra skibe. Og selvom goplerne ikke spiser mennesker, så er de ikke kræsne. De æder sig nemlig gladelig igennem både fiskeæg og -yngel, muslingelarver, vandlopper og dyreplankton. De kan derfor skabe store problemer for vores hjemmehørende arter i fremtiden, hvis de får lov at brede sig.

Heldigvis findes der også andre ”gopler” i de danske søer og åer, som er knapt så problematiske som ribbegoplerne, og som måske endda kan give os ingredienserne til det evige liv. De fascinerende ferskvandspolypper, Hydra, har nemlig knækket koden til, hvordan man holder sig evigt ung. Svaret er stamceller. Hydra er fulde af stamceller. Hvor cellerne i vores krop mister evnen til at dele sig, fordi de skal specialisere sig til at blive muskelceller, nyreceller, øjenceller, hårceller og så videre, kan stamceller dele sig i det uendelige. På den måde sørger stamcellerne for, at hydraen konstant kan forny sig og reparere skader på sin egen krop. Hvem der bare var en hydra!

Indlægget Gopletrouble blev først udgivet på Tidsrejsen.

Skarven er en fugl, som er både elsket og hadet af mange. Rejser man bare 100-150 år tilbage i tiden, så var den karismatiske skarv fuldstændig udryddet i Danmark. Men i 1980 blev skarven fredet og antallet steg voldsomt til omkring 39.300 ynglepar i 2001. I dag er skarven gået lidt tilbage i antal igen, men det er stadig ikke alle, der er lige begejstrede for de store, sorte fugle.

En af grundene til skarvens dårlige ry er nok, at den er så sindssygt god til at fange fisk. Modsat mange andre fugle er skarvens fjerdragt nemlig ikke vandtæt, hvilket gør, at den nemt kan glide igennem vandet, når den skal dykke efter fisk, uden modstand fra opdrift og luftbobler.

En anden grund er dens bolig-præferencer. Skarven er nemlig en ”squad-fugl”; Den foretrækker at bo i store kolonier og bygge rede i trætoppe i nærheden af vandet. Og her har skarven lifehacket sig til en lettere tilværelse. For at de store, dinosaur-lignende fugle nemmere kan lande og lette fra deres reder imellem træernes grene, skider de sig simpelthen til mere plads. Den store mængde af skarvlort er nemlig så næringsrig, at den ætser grenenes blade væk, så træerne til sidst står som nøgne, døde og overskidte træ-skeletter i landskabet. De skider altså træerne ihjel! Efter nogle år flytter skarv-squadet videre til en ny gruppe træer, som lider samme lorte-skæbne.

Selvom det kan se trist ud med de mange døde træer, som skarvene efterlader, så skaber de nøgne træstammer faktisk levesteder for mange arter af insekter, smådyr og fugle. Derfor er der god grund til at elske skarven og dens lorte-lifehack.

Indlægget Skarvens lorte-lifehack blev først udgivet på Tidsrejsen.

Fra midten af 1800-tallet startede industrialiseringen i Randers. Der blev anlagt jernbane, bygget fabrikker og oprettet slagterier. Den voksende industri skabte også en voksende mængde affald, som skulle håndteres. Løsningen blev at udlede alt byens og industriens affald direkte ud i Gudenåen. I Randers havde man et stort svineslagteri på den plads, hvor Randers Regnskov ligger i dag, og herfra dumpede man ganske lovligt slagteriaffaldet ud i Gudenåen. Det var ikke ualmindeligt, at man kunne svømme ind i et dødt kadaver fra slagteriet, hvis man tog sig en svømmetur i Gudenåen i 1950’erne. Først langt op i 1960’erne fik byen et rensningsanlæg, som begyndte at rense spildevandet for forurenende kemikalier. Men det var for sent – Gudenåen var stort set død for liv. Det er først gennem de seneste 30 års intensive arbejde med miljøet, at det er lykkedes os at skabe en Gudenå, hvor vi kan fiske, bade og færdes uden at blive syge.

Indlægget Gudenåen var skrald blev først udgivet på Tidsrejsen.

Gudenåen har leveret frisk fisk til menneskene lige siden jægerstenalderen. Dengang brugte man primært spyd og fiskekroge til at fange fisk med, eller måske de bare næver, hvis man var hurtig nok. Men op igennem middelalderen og særligt i kolonitiden, for ca. 500-200 år siden, begyndte man i højere grad at benytte en særlig fiskemetode, der gjorde det meget nemmere at fange spandevis af friske laks og ørreder på ingen tid. Den såkaldte midtstrømsregel gjorde det nemlig muligt for folk, der ejede jord på begge sider af åen, at anlægge såkaldte laksegårde på tværs af Gudenåen. Laksegårdene var en slags fangstfolde, som bestod af pælerækker og garnhække, der spærrede vejen for de trækkende laks, så de så nemt som ingenting kunne skovles op med net.

Fra Ulstrup til Randers Fjord har der i alt været 38 af sådanne effektive laksegårde.

De mange laksegårde forhindrede de trækkende laks i at svømme op ad åen for at gyde, hvilket betød en kæmpe tilbagegang i både laks og ørreder og i 1930 uddøde den oprindelige Gudenå-laks, da dæmningen ved Tange Sø atter afskar laksene fra at nå op til de bedste gydepladser.

Laksegårdene forsvandt så småt, da fragten af handelsvarer med pramdragere tog til i 1700 og 1800-tallet, og den sidste laksegård, Frisenvold, blev lukket omkring 1915. Sidenhen har man forsøgt at forbedre fisketrappen ved Tange i håbet om at få en naturlig bestand af gydende laks i Gudenåen igen.

Indlægget LakseryDDeren blev først udgivet på Tidsrejsen.

Randers er kendt for sine fine handsker, og det er ikke helt uden grund. Med rødder der går helt tilbage til 1250’erne, så huser Randers by nemlig verdens ældste og nok fineste handskemager-virksomhed. En af grundene til deres succes skal bl.a. findes i planten Kalmus (Acorus calamus). I middelalderen brugte man nemlig både urin og en suppe lavet på hjernemasse, når man skulle konservere skind. Det gav læderhandskerne en knapt så behagelig lugt. Men i år 1200 og hvidkål kom nogle franske munke til Randers, og med sig bragte de den indiske plante kalmus. Kalmus viste sig at være et vidundermiddel for de randrusianske handskemagere. For ikke nok med at planten fjernede den grimme lugt af tis og hjernemasse, den gjorde også handskerne lækre bløde og gav dem en dejlig aroma med et strejf af citrus og kanel. Handskernes uimodståelige blødhed og karakteristiske duft viste sig at være så populær, at mange af Europas royale familiemedlemmer har båret handskerne igennem tiden, herunder den franske dronning Marie Antoinette, som, via breve til det danske kongehus, specifikt anmodede om de fine handsker fra Randers.

Indlægget Next level handsker blev først udgivet på Tidsrejsen.

I 1998 blev der fundet et pragtfuldt vikingesværd i Gudenåen tæt ved jernbanebroen. Det målte knap en meter og var belagt med sammensnoede kobber- og sølvtråde. Formentlig er dette sværd ofret til guderne på bunden af floden Gudenå. Sværdet er langtfra det eneste sværd fra vikingetiden, som er trukket op af Gudenåen. De er fundet i hele Gudenåen, men omkring Randers har de ligget særligt tæt.

Indlægget Oh My GODenå! blev først udgivet på Tidsrejsen.

Det er de færreste, som finder en ægte skat, men en dag i 1847 var tjenestekarl Niels Jensen og tjenestepigen Gertrud Poulsdatter i gang med tørveskæring i en mose tæt ved Nørreåen. Det gjorde de tit, men denne dag fandt de en skat gemt i jorden. Skatten indeholdt fem hængesmykker af guld, et forgyldt dragtspænde af sølv og to gule perler. Den fine skat blev gravet ned omkring år 525, men hvorfor ved vi ikke. Det har måske været et offer til guderne om at slutte fimbulvinteren, som er en fortælling fra den nordiske mytologi.

Indlægget Bling bling ved Nørreå blev først udgivet på Tidsrejsen.

I bronzealderen var menneskene bønder og levede af at dyrke jorden. De var derfor også helt afhængige af solens stråler for at få deres afgrøder til at vokse og trives. Og ligesom vi i dag kan være bekymrede for klimaforandringerne, så var bronzealdermenneske også bange for, at klimaet skulle ændre sig og solen helt skulle forsvinde. Derfor lavede man store religiøse ceremonier og solfester til ære for solen. Her blev der lavet helleristninger og ofret smykker og prægtige våben dekoreret med religiøse billeder som viste solens rejse over himmelen. Dengang troede man nemlig at jorden var flad, og at solen blev fragtet i en bue hen over en kuppelformet himmel med hjælp fra en fisk, et skib, en fugl, en solvogn trukket af en majestætisk hest og en venlig slange, der skulle beskytte solen på dens natlige rejse gennem underverden og tilbage til sit udgangspunkt i øst. Sidenhen er vi dog blevet klogere på solen og jordens udformning og baner i universet.

Vil man gerne se spor efter randrusianske bronzealdermennesker og deres religion, kan man lægge vejen forbi bronzealderhøjen Mandbjerghøj ved Østervelling nær Nørreåen, hvor der står to sten med helleristninger udformet som geometriske cirkelmønstre. De har stået som randsten omkring den udgravede bronzealderhøj.

Indlægget Sunny bronze blev først udgivet på Tidsrejsen.

Padderokker er nogle tudsegamle, primitive plantearter, som har levet på jorden meget længere end alle de moderne blomsterplanter, vi ellers kender i dag. Padderokkerne havde deres storhedstid i kultiden for omkring 350 millioner år siden. Dengang kunne nogle padderokkearter blive op til 30 meter høje og dyrelivet bestod mest af store, salamanderlignende padder. I dag er de fleste padderokker ganske små og spinkle. Men man skal ikke undervurdere padderokkerne! De indeholder nemlig store mængder kisel, som gør dem ret hårdføre. Ja faktisk så hårde, at man i stenalderen brugte padderokker, særligt den vintergrønne skavgræs, til at slibe og pudse bl.a. værktøj og smykker med, men også i medicinsk brug. Udtræk af padderok er nemlig både vanddrivende, sårhelende og det høje indhold af kisel hjælper til at styrke både hår og negle.

Negle-vidundermiddel og neglefil i en og samme plante, det er da win win!

Indlægget Naturens hårde negle blev først udgivet på Tidsrejsen.

I Jægerstenalderen, for ca. 12.500-6000 år siden, var befolkningen jægere og samlere, som udelukkende levede af fiskeri, jagt og indsamling af planter og skaldyr. I stedet for bare at gå ned forbi det lokale supermarked og finde maden i køledisken, som vi gør i dag, måtte man altså ud at skaffe føden i den omkringliggende natur. Det lyder måske som en besværlig og tidskrævende affære, men faktisk tyder forskning på, at jæger-samler-samfundene i stenalderen sammenlagt kun brugte 15 timer om ugen på at skaffe mad nok til at overleve. De resterende 153 timer i ugen kunne de derfor bruge på madlavning, kreative sysler og sociale aktiviteter, eller måske bare på at sidde og ”stene”.

Det var først i bondestenalderen, da menneskene blev flere og vi begyndte at tæmme naturen og dyrke landbrug, at arbejdsugen for alvor tog til med gøremål og stress og jag.

Så måske vi skulle finde lidt af vores indre stenaldermenneske frem igen?

Indlægget Tid til at stene blev først udgivet på Tidsrejsen.