For ca. 150 år siden var affaldssorteringen her i Randers ikke, hvad den er i dag. Dengang blev naturområder ofte brugt som lossepladser for alverdens affald. Det var derfor heller ikke unormalt at støde på byggeriaffald og gamle cykler i byens søer og moser eller at se et par døde grise fra det lokale slagteri komme flydende midt i Gudenåen.
Fra midten af 1800-tallet startede industrialiseringen i Randers. Der blev anlagt jernbane, bygget fabrikker og oprettet slagterier. Den voksende industri skabte også en voksende mængde affald, som skulle håndteres. Løsningen blev at udlede alt byens og industriens affald direkte ud i Gudenåen. I Randers havde man et stort svineslagteri på den plads, hvor Randers Regnskov ligger i dag, og herfra dumpede man ganske lovligt slagteriaffaldet ud i Gudenåen. Det var ikke ualmindeligt, at man kunne svømme ind i et dødt kadaver fra slagteriet, hvis man tog sig en svømmetur i Gudenåen i 1950’erne. Først langt op i 1960’erne fik byen et rensningsanlæg, som begyndte at rense spildevandet for forurenende kemikalier. Men det var for sent – Gudenåen var stort set død for liv. Det er først gennem de seneste 30 års intensive arbejde med miljøet, at det er lykkedes os at skabe en Gudenå, hvor vi kan fiske, bade og færdes uden at blive syge.