Sunny bronze

Hvis man er til magi, mystik og kultiske ritualer, så skal man bare tage på tidsrejse tilbage til bronzealderen. Bronzealderen var nemlig en tid, hvor den ikke fik for lidt af religiøse symboler og aktiviteter. Imponerende kæmpeøkser af bronze, fine guldsmykker og magiske dyr blev brugt i store og religiøse ceremonier. Og der var særligt én, som var centrum for bronzealderfolkets tro og tilbedelser – nemlig solen.

I bronzealderen var menneskene bønder og levede af at dyrke jorden. De var derfor også helt afhængige af solens stråler for at få deres afgrøder til at vokse og trives. Og ligesom vi i dag kan være bekymrede for klimaforandringerne, så var bronzealdermenneske også bange for, at klimaet skulle ændre sig og solen helt skulle forsvinde. Derfor lavede man store religiøse ceremonier og solfester til ære for solen. Her blev der lavet helleristninger og ofret smykker og prægtige våben dekoreret med religiøse billeder som viste solens rejse over himmelen. Dengang troede man nemlig at jorden var flad, og at solen blev fragtet i en bue hen over en kuppelformet himmel med hjælp fra en fisk, et skib, en fugl, en solvogn trukket af en majestætisk hest og en venlig slange, der skulle beskytte solen på dens natlige rejse gennem underverden og tilbage til sit udgangspunkt i øst. Sidenhen er vi dog blevet klogere på solen og jordens udformning og baner i universet.

Vil man gerne se spor efter randrusianske bronzealdermennesker og deres religion, kan man lægge vejen forbi bronzealderhøjen Mandbjerghøj ved Østervelling nær Nørreåen, hvor der står to sten med helleristninger udformet som geometriske cirkelmønstre. De har stået som randsten omkring den udgravede bronzealderhøj.