Tid til at stene

I jægerstenalderen havde man ikke Tik-Tok, Instagram og YouTube til at underholde sig med. Dengang måtte dagene fordrives med bl.a. at skaffe mad. Men noget tyder faktisk på, at stenaldermenneskene havde meget mere fritid, end man måske lige skulle tro.

I Jægerstenalderen, for ca. 12.500-6000 år siden, var befolkningen jægere og samlere, som udelukkende levede af fiskeri, jagt og indsamling af planter og skaldyr. I stedet for bare at gå ned forbi det lokale supermarked og finde maden i køledisken, som vi gør i dag, måtte man altså ud at skaffe føden i den omkringliggende natur. Det lyder måske som en besværlig og tidskrævende affære, men faktisk tyder forskning på, at jæger-samler-samfundene i stenalderen sammenlagt kun brugte 15 timer om ugen på at skaffe mad nok til at overleve. De resterende 153 timer i ugen kunne de derfor bruge på madlavning, kreative sysler og sociale aktiviteter, eller måske bare på at sidde og ”stene”.

Det var først i bondestenalderen, da menneskene blev flere og vi begyndte at tæmme naturen og dyrke landbrug, at arbejdsugen for alvor tog til med gøremål og stress og jag.

Så måske vi skulle finde lidt af vores indre stenaldermenneske frem igen?