For at finde kæmpestenen Nørstenen skal du mellem Mellerup og Tvede køre mod nord ad Skalmstrupvej og køre til højre, hvor vejen deler sig. Ved de markante sving på vejen ligger Nørstenen. Svingene fører vejen udenom stenen.
“Stenen er kastet af en Kæmpe, der boede i Kare Bakker paa den anden Side af Randers Fjord. Han kastede den efter en Kæmpe i Dosthøj, der skulde slaas ihjel med Stenen. Den naaede dog ikke Dosthøj, men faldt paa Norbakken”
Sådan lyder det i fredningen om Nørstenen, som formentligt har været en hellig sten for oldtidsbeboerne i området.
Stenen har været fredet siden 18. maj 1937, da Fredningsnævnet ved en kendelse tillagde gårdejer Marius Hou 100 kroner i erstatning for, “at den på hans ejendom beliggende Rullestensblok, kaldet “Nørstenen”, fredes, saaledes at den
skal forblive henliggende i sin nuværende Tilstand tillige med et Omraade af 3 meter fra Stenens yderste Kanter.”
“Der tillægges Almenheden Færdselsret fra den syd for førende Vej til Stenen”, hed det sig tillige i kendelsen.