Vestparken blev anlagt i 1914 efter en større udbygning af byen i starten af 1900-tallet. I mange år var parken samlingspunkt for vintersport i Randers, og kælkebakken i Vestparken var berømt i hele Jylland på grund af sin længde og stejlhed.
I 1909 udskrev byrådet i Randers en byplankonkurrence for Vestervang. Arealerne langs Viborgvej var blevet bebygget i årene lige omkring århundredskiftet, og der var efter byrådets mening behov for en skovpark i området. Der var dog ingen af de forslag, der indkom til konkurrencen, som faldt i byrådets smag. Med et forslag fra arkitekt Holger Rasmussen og ingeniør A. Lund som oplæg blev der dog udarbejdet et forslag fra kommunens egne folk, stadsingeniør Fenger og havearkitekt Erstad Jørgensen. Dette forslag blev godkendt af byrådet i januar 1914 og straks iværksat. Arbejdet blev udført under første verdenskrig som nødhjælpsarbejde.
Parken fik en helt anden opbygning, end dem man tidligere havde anlagt i byen. Tøjhushaven var et lukket haveanlæg med en meget klar grænse til den omkringliggende by, og Skovbakken havde også en del af denne lukkethed. Vestparken blev derimod en integreret del af de omliggende kvarterer. og parken blev da også fra starten brugt på en helt anden måde. I modsætning til de eksisterende parker, der alle ved deres anlæggelse lå i yderkanten af Randers, kom Vestparken til at ligge imellem bygningerne langs Sjællandsgade og de nye kvarterer mod nordvest. Udover en funktion som park og rekreativt område blev parken også meget hurtigt til en gennemgangspark – et forbindelsesled mellem bydelene. Den indbød også til det med sine åbne kanter og sparsomme beplantning langs ydergrænserne.
