Fra herregård til jomfrukloster

Støvringgaard – en af Danmarks ældste herregårde – ligger på nordsiden af Randers Fjord, kun 2 kilometer syd for Mellerup, lige under den gamle kystskrænt fra stenalderens meget større fjord.
Placeringen er ikke tilfældig. Herregården ligger omgivet af frugtbare enge og marker på det flade land langs fjorden, store skovarealer på de gamle kystskrænter og ikke mindst frugtbare agre på morænebakkerne ovenfor. Det sidstnævnte landskab bærer også præg af såkaldt ”dødis” – indespærret is fra sidste istid i afløbsløse lavninger og bakker – som sidenhen afsmeltede og skabte talrige vådområder.
I skrænterne ses også mange erosionskløfter og -dale, hvor smeltevand og naturlige kildevæld gennem årtusinder har slidt sig ned i skrænterne.

Støvringgårds historie

De skriftlige kilder fører Støvringgaard tilbage til 1319, hvor ridder Palne Johnsen af Stifring – marsk for Valdemar Atterdag – anføres som ejer. En marsk besad det øverste militære embede i perioden ca. 1200 til 1657.
I 1564 overtog brødrene Erik og Niels Kaas Støvringgaard. Niels Kaas var i perioden 1534-88 kansler for Frederik d. II. og besad dermed et af landets højeste embeder. Broderen Erik forestod derfor væsentligst driften af Støvringgaard.

De første bygninger på det nu fredede voldsted er for længst forsvundet, da de i begyndelsen af 1600-tallet blev erstattet af den nuværende meget smukke 4-fløjede hovedbygning i gotisk renæssancestil.
Nord- og østfløjen blev opført omkring år 1600 af brødrene Niels og Mogens Kaas – sønner af Erik Kaas.
Sydfløjen blev opført i 1616-22 af Mogens Kaas, som da var blevet eneejer af Støvringgaard, og vestfløjen stod færdig omkring år 1630.
Bygningerne omkranses af en firkantet, vandfyldt voldgrav. Mod vest leder en stenbygget bro over voldgraven.

Fra hovedgård til kloster

Fra 1672 overgik Støvringgaard til familien Furien og med baronesse Christine Furien, som var sidste arving i Furien-slægten og enke efter geheimeråd (kongelig rådgiver) Jens Harboe, blev herregården ændret radikalt. Christine Furien testamenterede i 1735 herregården til et jomfrukloster. Et kloster, som udover priorinde (forstander), skulle huse 12 jomfruer fra adelige familier tilhørende de øverste 5 af dengang 55 rangklasser. Ledelsen af klosteret blev tildelt Aarhus Stiftsøvrighed, der indbefattede stiftamtmanden og biskoppen.
Læs mere her eller på dette link

Støvringgaard Kloster var dog 25 år under vejs og blev først indviet i 1760 efter en større renovering og tilretning til klosterbrug, hvorunder der bl.a. blev indrettet et kapel i østfløjen.
Klosterets første priorinde Elisabeth Bille Rosenkrantz (1713 – 1782) ligger begravet i Støvring Kirke. Det er hende, som, ifølge historien, går igen på Støvringgaard under navnet ”Den brune dame”. Flere øjenvidner beretter om, at hun pludselig kan dukke op – iagttagende, men uden at skræmme. Gravkamrene i Støvring Kirke fungerede frem til 1806, hvor begravelserne blev flyttet til skovkirkegården 600 meter syd for herregården. Et informationsskilt på stedet fortæller mere.

Den sidste jomfru fraflyttede Støvringgård i 1980, og herregården blev herefter omdannet til lejligheder for både mænd og kvinder

Støvringgårds have er også stor. Den er ikke offentlig tilgængelig, men overskues fint fra toppen af den østlige voldgrav, hvor en offentlig sti følger hele graven rundt om hovedbygningen. Under Christine Fuirens ejerskab blev haven omlagt til et fransk inspireret haveanlæg, hvoraf der stadig er bevaret et buksbomparterre med hendes spejlmonogram.

Du kan se meget mere om både Støvringgaard, klostret og omgivelserne i den fine udstilling som er etableret i ”Smedekølle-huset” på den offentligt tilgængelige græsplæne lige nord for herregården og P-pladsen.

Læs mere om Støvringgaard

Se fotos fra Støvringgaard og klosterkirken

”Støvringgaard Kloster – fra jomfrukloster til bofællesskab”
Finn Andersen, Støvringgaard Kloster Forlag, 2010

Flere nedslag i Tidsrejsen

Ved Ålum Kirke er en enestående mulighed for at opleve nogle af vikingetidens flotte runesten. Her står intet mindre end fire runesten. To i våbenhuset og to udenfor kirken

Paderup Mose var tidligere en højmose dannet efter sidste istid. Rundt omkring i mosen er der spor efter tidligere tiders tørvegravning i form af et halvt hundrede dybe damme

Ved industrialiseringen i 1800-tallet blev indbyggertallet i Randers mere end tredoblet. Flere fabrikker skød op, og i 1869 kom også en jernbane til byen