Med seks runesten er Langå det sogn i Danmark, hvor der er fundet flest runesten. Men selvom der er fundet seks runesten i Langå, er runestenen ved kirkens tårn den eneste, som stadig er i byen. En af stenene er udstillet på Museum Østjylland i Randers, de fire øvrige er forsvundet.
Runestenene er formentlig blevet kløvet eller slået i mindre stykker for at blive brugt til bygning af kirker, broer eller veje. Vikingetidens mindesten var helt op i 1800-tallet eftertragtede byggesten, og først med Naturfredningsloven i 1937 blev bevaring af runesten og fortidsminder sikret.
Runestenen på Langå Kirkegård er fra den sene del af vikingetiden omkring år 970-1020.
Den bevarede del af runerne fortæller, at stenen er rejst af en viking til minde om sin bror, der var en velrespekteret storbonde (thegn)
”X (rejste denne) sten (efter Y) sin broder, en meget god thegn” viser, at der er fem runebånd, som begynder længst til højre på stenen og løber såkaldt ”bustrofedon” – slangeformet, hvor skriften skifter retning fra linje til linje.
Langåstenen blev fundet i kæret syd for Langå i efteråret 1861. Det var meningen, at stenen skulle bruges i forbindelse med brobyggeri, og selvom stenhuggeren så runerne, så kløvede han den. Runerne på stenens højre halvdel blev måske hugget bort, fordi han frygtede, at stenen skulle blive taget fra ham. Fundet af runestenen blev dog opdaget, og stenen blev fragtet til kirkegården, hvor den har været lige siden.
De fleste af de godt 200 runesten, som er bevaret til i dag, står ved eller i kirker. Det har været udbredt at genbruge runestenene til bygningssten, da man opførte de romanske stenkirker i 1100 og 1200-tallet. Runestenene er senere genfundet under omsætning af kirkemure, kirkediger og opgravning af gulve.
