Ok ”bLoomer”

Det kan godt være, at du synes, at dine forældre eller bedsteforældre er nogle rigtige boomere. Men vidste du, at der i Randers Fjord og Gudenåen findes rigtige ”bLoomere” – nemlig cyanobakterier. De kan både give dig rigtig dårlig mave, og sælges som dyre kosttilskud. Og så var det forresten cyanobakterierne, der for mange millioner år siden fyldte jordens atmosfære med ilt.

Cyanobakterier har eksisteret på jorden i mindst 3,5 milliarder år og er nogle af de ældste levende organismer, vi kender til. De havde derfor allerede levet på jordkloden i mange år, da landet, vi i dag kalder Danmark, opstod for ca. 23 millioner år siden.

Cyanobakterierne bliver også kaldt for blågrønalger; men selvom de overfladisk måske kan ligne alger, så hører de altså til bakterierne. I varme sommerperioder kan cyanobakterierne danne store gulgrønne bakterieopblomstringer (på engelsk: blooms) i både salt- og ferskvand. Nogle cyanobakterier indeholder farlige giftstoffer, som kan give mega dårlig mave og i værste fald kan resultere i dødelige lammelser og leverskader hos både dyr og mennesker. Man skal derfor passe på med at hoppe i vandet, når der er opblomstringer med cyanobakterier.

Men det er ikke alle cyanobakterier, der er sådan nogle superskurke; man kan nemlig også købe nogle arter af cyanobakterier under navnet ”spirulina”, som er et kendt og hundedyrt kosttilskud. Og så var det faktisk cyanobakterierne, der udviklede fotosyntesen og fyldte jordens atmosfære med ilt, så kloden blev beboelig for alle de arter, der er afhængige af ilt for at overleve, inklusiv os mennesker.

Derfor er cyanobakterier også nogle helt ok bLoomere!